Moi Caprice: We Had Faces Then

Artpopperne er voksne og følsomme på fin firer

På deres fjerde album er moi Caprice i den grad blevet voksne og følsomme. Sangene er artpoppernes langsomste og mest melankolske til dato, og ”evigt ejes kun det tabte” synes et gennemgående tema i teksterne, der kredser om tiden, der tæller os alle ned, og om alt, hvad den tog med sig farten. Ren dødsromantik er der dog langtfra tale om. We Had Faces Then indeholder stadig en håndfuld mere tempofyldte numre, der dog også har en eftertænksom tone over sig. Forsanger Michael Møllers lyse stemme bliver ført en anelse mindre teatralsk end tidligere, og det klæder den. Stadig er hans udtale og de engelske tekster i den absolut bedre ende herhjemme, og vanen tro rummer ordene adskillige referencer til diverse fin- og populærkulturelle værker og kunstnere, uden at det dog drukner i studentikos namedropping. Musikalsk byder på We Had Faces Then på flere stryger- og blæserarrangementer end vanligt, hvilket absolut klæder udtrykket. Til gengæld synes de helt oplagte hitsingler at mangle, men fine sange er der nok af.


Ole Rosenstand Svidt

4 d af 6 stjerner