L.O.C.: Cassiopeia

GAFFA skrev:

Dansk hiphops største stodder er blevet voksen - på godt og ondt.

Det er svært ikke at være imponeret over Liam O'Connor. Den uvorne eksil-århusianer har aldrig lagt skjul på sin hang til druk, røverhistorier og dårlige manerer. Alligevel har rapperen solgt hele 40.000 eksemplarer af forrige års Inkarneret, måske netop fordi drengerøven virker så ligefrem og ukrukket.
Nu er det dog tid til at blive voksen, og de 15 numre på Cassiopeia er delt op i tre afdelinger. Den første er L.O.C., som vi kender ham, når han vælter sig i kvinder og klubegnede beats. Den anden viser en ny følsom side af stodderen. Og sidste del er afsat til ren westcoast-rap, hvor L.O.C. dyrker sine musikalske rødder i selskab med den californiske producer Bosko.
Cassiopeia er kort og godt en ambitiøs affære. Men selv om det er herligt, at L.O.C. udvider sit univers, er knægtens tekster bedst, når han dyrker sine sædvanlige party-pralerier - selvrefleksionerne fungerede bedre for Suspekt-vennerne Troo.L.S. og Orgi-E på Forklædt Som Voksen. I Ave Maria mærker man dog vitterligt Liams bankende, blødende hjerte. Stort.
Netop Ave Maria er desværre med sine irriterende sødsuppestrygere karakteristisk for det slingrende musikalske kvalitetsniveau. Især Boskos kreationer skuffer fælt - de lyder ofte som tredjerangs gangsta-rap. Hvilket er dobbelt ærgerligt, når nu Cassiopeia samtidig byder på nogle af L.O.C.'s bedste sange: Frk. Escobar er en sand superdupersingle, og den ypperlige Gemt Væk kombinerer dydbebombende bas og rislende klavertoner.
Cassiopeia er L.O.C.s modigste plade. Men også hans mest ujævne.