Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not

Hypen er berettiget, en britisk rockklassiker er født

Her er det så, debutalbummet med dit nye favoritband, og du kan roligt lægge nervøsiteten om, hvorvidt de nu kan levere varen væk, for det øjeblik, du trykker play, vil de fire Sheffield-lads sørge for glædesspredende og opstandelsesvækkende topunderholdning, der vil gøre opretholdelsen af ro og orden i dine fødder umulig. De fire rock-novicers gennemarbejdede sammensmeltning af dyder fra Kinks, Clash, Jam, Buzzcocks, Specials, Smiths, Pulp, Oasis og Libertines er eksemplarisk og næsten for fantastisk til at være sandt. Frontmand Alex Turner brillerer også med et skarpt lyrisk bid fyldt med samme nyengelske slang, der gjorde Mike ”The Streets” Skinner til et poetisk forbillede. De 13 sange på Whatever People Say I Am, That's What I'm Not er gearet helt op og leveres med en iver, som kun de alleryngste begaves med, og en selvtillid, der enten skal tilskrives britiskhed eller det faktum, at fyrene er så unge, at de endnu ikke har modtaget nok knubs her i livet til at miste modet. Albummet er så øjeblikkeligt iørefaldende, at du risikerer at spille det så meget, at du enten bliver træt af det, inden måneden er løbet ud, eller at dine andre cd'er bliver jaloux. Arctic Monkeys har fremstillet en klassisk rockdebut, der vil gå over i annalerne, og der er rigtig meget, der skal gå galt, hvis ikke knøse-kvartetten kan se tilbage på 2006 med sejrsberuselse og fyldte tegnebøger.

Af Lars Löbner Jeppesen