American Music Club: The Golden Age

Den amerikanske musik-klub har på herlig vis forenet sig med livet

Der er noget veltilpas og varmt omkring American Music Clubs nye langspiller The Golden Age. Bandets sanger og poet Mark Eeitzel har altid været garant for den mest sarkastiske livslede garneret med et godt stænk selvironisk humor, hvilket har været omdrejningspunktet for San Francisco-kvartetten. Efter at have været væk i næsten 10 år blev AMC genforenet i original besætning i 2004 med den formidable Love Songs For Patriots. Siden er rytmebesætningen skiftet ud med Sean Hoffmann og Steve Didelot, begge fra folk/rock-bandet The Larks, der sammen med guitaristen Vudi og Mark Eitzel nu udgør AMC. Den delikate ballade All My Love åbner som en varm brise, mens det højt svungne croon på The John Berchman Victory Choir går fint i hånd med Vudis formidable guitarsløjfer. Mark Eitzel har aldrig sunget bedre; det er, som om den blødende poet har kastet al livslede over bord og forenet sig med livets gang. Men tag ikke fejl, den melankolske bitterhed er stadig til at spore: ”Years ago my soul went missing / looking for a life no one would mourn” lyder det selvransagende på den west coast-inspirerede All The Lost Souls Welcome You To San Francisco, mens Eitzels flair for ironisk humor aldrig har været skarpere end på Windows Of The World. På The Stars og One Step Ahead genfinder AMC deres storladne og collage-agtige lydbillede, som ligger på grænsen til ambient. The Golden Age er American Music Clubs gyldne time og bør give dem et større publikum.
Af Finn P. Madsen